Danmarks Naturfredningsforening Hillerød har afgivet høringssvar angående ny skov i kommuneplantillægget
DN Hillerød støtter forslaget til kommuneplantillægget om skovrejsning. Forslaget vurderes positivt, fordi det både tager hensyn til klima, drikkevand, biodiversitet og rekreative muligheder. DN ser den begrænsede udvidelse af skovrejsningsområder som fornuftig og fremhæver især, at områder med uønsket skov er blevet tydeligere afgrænset, hvilket skaber større klarhed om, hvor skov ønskes og ikke ønskes. Læs hele svaret nedenunder.I DN Hillerød ser vi positivt på forslaget til kommuneplantillægget til ny skov i Hillerød kommune som er i hørring
Selvom der er mange og store skovområder i kommunen, er det vigtigt at undersøge muligheder for nye skove til gavn for klima, drikkevand og biodiversitet, og samtidig skabe rekreative områder for befolkningen. Alt dette er indtænkt i oplægget, og det støtter vi.
I forhold til kommuneplanen er der kun en begrænset forøgelse af områder til skovrejsning i oplægget, det er helt fint. Derimod er områder med uønsket skov blevet større. Det betyder en øget skarphed i hvor, der ønskes skov og hvor, der ikke ønskes skov. På den måde er oplægget en kvalificering af problemstillingen om skovrejsning, og det er positivt. Der er taget hensyn til bilag IV arter som løgfrø og bevaringsværdige landskaber mm. Rigtig godt.
Vi støtter, at man vil skabe sammenhængende naturområder og dermed bedre spredningsmuligheder for planter og dyr. De arealer indenfor projektområderne i Æbelholt og Gørløse skov, som allerede er ejet af Naturstyrelsen, er et skridt på vejen. Forhåbningen er selvfølgelig, at nogle af de private grundejere vil støtte op om den igangværende proces og plante skov eller lægge arealer ud til natur.
Vi ser gerne, at de kommende skove bliver præget af varierede beplantninger og lysåbne arealer. En måde kan være naturlig skovetablering med selvetablering og succession, så der ikke plantes ens-aldrende træer i rækker, men lægges vægt biologisk værdifulde og rekreative skove og ikke på produktionsskove
Så vidt vi kan forstå, vil det være svært at få tilladelse til at plante skov i områder, der er udlagt som ”uønsket skov”. Det håber vi kommunen holder fast i. Især er vi bekymrede for små skove på under 5 ha, hvor offentligheden ikke har adgang.
Endvidere forventer vi, at kommunen går forrest med at udlægge kommunalt ejede jorde til natur. Det er ganske vist ikke de store områder kommunen ejer indenfor projektområderne, men sammen med Naturstyrelsens arealer kan de vise retningen.
Vi kunne også godt tænke os, at man på sigt i nogle skovområder kunne have store græssere, som er en mangelvare i skovene i dag, både produktionsskovene og de urørte skove. Det vil gavne biodiversiteten.
Endelig ville det være en fin sløjfe på projektet, hvis der kommer til at indgå en vurdering af hvilken betydning mere skov rent faktisk vil kunne have klimamæssigt (C02-fangst - vurderet i antal tons) i kommunen. En sådan analyse ville give en idé om, det rent faktisk bidrager mærkbart til indfrielse af målene i kommunes klimaplan.