Danmarks Naturfredningsforening Hillerøds valgfolder
Så er det snart kommunalvalg. DN Hillerød støtter ikke et bestemt politisk parti, men arbejder for at fremme den grønne dagsorden i Hillerød Kommune. DN Hillerød har udarbejdet en folder, se nedenunder hvor du kan læse om de sager, DN Hillerød mener er de vigtigste ved det kommende kommunevalg. Hvis du har lyst til at være med til at fremme DN Hillerøds mærkesager, kan man kontakte formanden for DN Hillerød, Michael Liesk, på e-mail hilleroed@dn.dkKommunalvalg 2025 I Hillerød
Stem Grønt
Den grønne trepart
Aftalen sikrer 40 milliarder kroner til kompensation til landmænd, der omlægger marker til natur. Kommunen, landboforeningen og DN Hillerød skal nu gøre den lokale grønne trepart til virkelighed. Arealer skal omlægges, så kvælstofudslip reduceres, grundvandet beskyttes og biodiversiteten styrkes.
Næsten halvdelen af Hillerød Kommune består af dyrkede landbrugsarealer, som potentielt kan omlægges. Udtagningen af de rette arealer kan tjene flere formål; f.eks. vil udtagning af landbrugsjord langs Pøleå forbedre miljøet i åen, i Arresø og i Roskilde Fjord markant, og udtagningen kan skabe mere sammenhæng for naturen – også for Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Stem på en kandidat, som vil
• gennemføre aftalen lokalt.
• styrke naturbeskyttelsen yderligere.
Mere Biodiversitet
Hillerød Kommune har ingen biodiversitetsplan. En sådan plan kan sætte mål for kommunens indsats for at sikre naturen og forbedre dens tilstand.
I dag er mange arter af både dyr og planter i tilbagegang. En biodiversitetsplan er en forudsætningen for, at kommunen hindrer denne udvikling.
Vi har brug for mere sammenhængende natur og for mere vild natur, der giver plads til blomster og dyr.
Med en biodiversitetsplan ønsker vi, at kommunen afsætter de nødvendige midler til naturpleje og formidling af viden om biodiversitet til store og små.
Stem på en kandidat, som vil
• igangsætte en biodiversitetsplan.
• sikre ressourcer til håndhævelse af lovene om naturbeskyttelse.
Beskyt drikkevandet
Det vand, vi drikker, dannes ofte langt fra indvindingsstedet. Det er afgørende at beskytte disse områder mod sprøjtegifte og anden forurening ved at etablere grundvandsparker.
Grundvandsparker kan etableres gennem aftaler med lodsejere eller ved at købe ejendomme, tinglyse
beskyttelsen og derefter sælge dem igen. Metoden sikrer varig beskyttelse af grundvandet.
Hillerød Forsyning er ved at etablere et nyt vandværk, hvor vandet hentes op i Freerslev. Det grundvandsdannende område til disse boringer kunne blive et smukt område med skov, moser og anden natur.
Stem på en kandidat, som vil
• tage principbeslutning om grundvandsparker.
• arbejde for at stoppe brug af pesticider.
Vælg naturen og klimaet
En rig natur og rent drikkevand er afgørende for vores sundhed, trivsel og livskvalitet.
Derfor skal vi sikre, at Hillerød Kommune forbliver et attraktivt sted at leve – både nu og for fremtidens generationer.
Danmarks Naturfredningsforening Hillerød vil med denne folder opfordre dig til at tænke på naturen og klimaet, når du sætter dit kryds ved kommunal- og regionsvalget den 18. november 2025.
Bliv medlem og frivillig
Vær med i et stærkt lokalt natur- og klimafællesskab i Hillerød, hvor vi har mange jern i ilden.
• Vi arbejder for beskyttelse af vores natur.
• Vi vil klimaløsninger og handling.
• Vi arbejder for fredning af værdifuld natur.
• Vi arrangerer ture.
• Vi formidler viden om natur og biodiversitet.
• Sammen med andre grønne fællesskaber gør vi en forskel i vores kommune.
• Vi samler affald.
• Vi laver naturpleje.
VILD
Vores børnegruppe VILD sætter naturen i børnehøjde.
Læs mere om VILD på vild.dn.dk
Følg VILD på Facebook: Vild Nordsjælland
Følg os
www.dn.dk/hilleroed - hvor du også kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.
Udgivet af Danmarks Naturfredningsforening Hillerød. Nedtage valgfolderen her